Pressemeddelse

Haderslev, 2. september, 2011​

Næssets El-service overtager H.P. Hansen

Næssets El-service vokser til dobbelt størrelse. Det sker, når virksomheden overtager el-installatør H.P. Hansen i Øsby og samtidig skifter navn til Næssets El-service – H.P. Hansen.

Fra 1. oktober bliver de to el-installatørvirksomheder Næssets El-service og H.P Hansen til Næssets El-service - H.P. Hansen. Aut. elinstallatør og indehaver af Næssets El-service, Mads Gadegaard, overtager nemlig samtlige medarbejdere, aktiviteter og kunder i H.P. Hansen.

Hans Peter Hansen, der gennem mere end 40 år har drevet H.P. Hansen, fortsætter i virksomheden, men planlægger en glidende overgang til sin pension.​

Klar til vækst

Det startede egentlig med, at Mads Gadegaard og Hans Peter Hansen mødte hinanden på en skiferie tilbage i marts måned. En løs snak om muligheden blev efter ferien hurtigt til reelle forhandlinger.

- Vi har gennem et stykke tid været klar til vækst i vores aktivitetsniveau. Derfor har jeg været på udkig efter en virksomhed, vi kunne overtage, fortæller Mads Gadegaard og fortsætter:

- Det har været meget afgørende for os, at der var tale om en virksomhed, der passede godt til os, både når det gælder opgavetyper og virksomhedskultur. Og jeg må sige, at H.P. Hansen virkelig rammer plet på dette punkt, samtidig med at geografien er helt perfekt. Det tager jo ikke mere end 10 minutter at køre fra Haderslev til Øsby, så vores eksisterende kunder kommer ikke til at mærke nogen forskel.​

Giver stafetten videre

Med 40 år på bagen i H.P. Hansen og en alder, der for et par år siden overskred den officielle pensionsalder, har Hans Peter Hansen med egne ord været nødt til at se i øjnene, at det var ved at være tid til at stoppe.

- Det har været afgørende for mig, at det ikke kommer til at betyde de store ændringer, hverken for kunderne eller for medarbejderne. Næssets El-service kender området her på Næsset og overtager også bygningerne – og kunderne vil opleve, at det stadig er de samme montører, som kommer hos dem, siger Hans Peter Hansen.​

Solceller og varmepumper

Efter overtagelsen vil Næssets El-service – H.P. Hansen få adresse i H.P. Hansens eksisterende lokaler på Øsbygade 67a. Dog skal lokalerne igennem en renovering først.

- Vi har tænkt os at indrette lokalerne med solcelleanlæg og luft-til-luft varmepumper, så vores kunder får mulighed for at se, hvordan den slags fungerer i brug. Der er jo især mange sommerhusejere, som i disse år går over til varmepumper, så det fylder en del i vores forretning, siger Mads Gadegaard, der om kort tid afslutter et køleteknisk kursus og dermed bliver ekspert i varmepumper.​

Frygter ikke krisen

Mads Gadegaard har trods sine kun 36 år snart 20 års jubilæum i Næssets El-service, som han også siden 1999 har været ejer af. Efter 11 år med en god og stabil udvikling, kun afbrudt af en nødvendig tilpasning efter finanskrisen i 2008, er han klar til at udvide midt i en krisetid.

- Begge virksomheder er solide og stabile virksomheder med mange år på bagen og et godt kundegrundlag. Og selv om finanskrisen stadig trækker sine spor rundt omkring, ligger opgaverne på et fornuftigt niveau, så med lidt god forretningssans ser jeg ingen grund til at være nervøs over at udvide på nuværende tidspunkt, siger Mads Gadegaard.

Overtagelsen fejres internt med et arrangement for medarbejderne fredag d. 30. september.​

For yderligere information kontakt venligst:

Aut. el-installatør Mads Gadegaard

Næsset's El-service / H.P. Hansen ApS

Mobil: 2014 8137

e-mail:mg@naesset.dk

Firma information​

Næsset's El-Service ApS

CVR: 21843180​

Adresse information​

Øsbygade 67a

6100 Haderslev

Kontakt information​

Telefon: 74 57 13 37

Mail: mg@naesset.dk